
Autentiske og ekstraordinære hoteloplevelser
Siden 1993 har Design Hotels™ været garant for at kuratere den autentiske, ekstraordinære og håndplukkede hoteloplevelse. Oplevelser, som har til hensigt at udfordre og omfavne det traditionelle og innovative inden for arkitektur, design, service og gastronomi.
Sammenslutningen består i dag af omkring 300 hoteller, der tæller alt fra boutiquehoteller i New York, Paris og London, til skyskrabere i Hong Kong, Mexico City og Nairobi og eksklusive gemmesteder på fjerntliggende bjergtoppe, skjulte strande og midt i ingenting.

#1 Arktisk brutalisme
Hvad: Ion Adventure Hotel
Hvor: Nesjavellir, Island
Tegnet af: Minarc (2013)
Med sin dramatiske udsigt til søen Thingvallavat og bjergene omkring ligger det brutalistisk inspirerede Ion Adventure Hotel på Hengil-bjergets skråning, der alt efter sæson iklædes sæsonens farver af lysende sne og grønne mos. Visionen for hotellet er at reflektere og indgå i naturens storhed med et æstetisk, underspillet og holistisk udtryk, der lader de islandske landskaber være centrum. Enorme vinduespartier indkapsler dagslyset og inviterer udsigten ind, mens de samtidig reducerer brugen af kunstig lys. Ion Adventure Hotel er opført med genanvendte og miljøvenlige materialer, ligesom overfloden af geotermiske kilder bidrager til at opvarme hotellet. Ion Adventure Hotel blev i 2014 kåret af World Boutique Hotel Awards til Europas bedste bæredygtige boutiquehotel.

#2 Spacey bohéme
Hvad: Iniala Beach House
Hvor: Phang Nga, Thailand
Tegnet af: Graham Lamb (2014)
Ud til en lille, idyllisk sandstrand ligger Iniala Beach House som en enklave af arkitekttegnede strandvillaer, der hver især overgår hinanden i atmosfære, vibes og kreativitet. Her har den excentriske rigmand Mark Weingard givet en perlerække af anerkendte design- og arkitektbureauer frie hænder til at indrette hver luksusvilla på helt enestående vis med både lokal og international kunst. Skal din strandvilla være et moderne twist af det traditionelle thaihus, surrealistisk futurisme, spacey bohemé eller maksimalistisk fantasy?

#3 Tinminernes hyldest
Hvad: The Slate
Hvor: Phuket, Thailand
Tegnet af: Bill Bensley (2016)
The Slate er designet og indrettet af stjernearkitekten Bill Bensley som en hyldest til Phukets historiske tinmine-industri. Det rå, monokrome og industrielle design afspejles i hotellets betongulve samt i de mørke stålmøbler, bronzedetaljerne samt de næsten skulpturelle objekter fra minerne, der pryder hele hotellet. Når de industrielle og historiske referencer samtidig blødes op med farverige kontraster i den tropiske have og med traditionelle kunsthåndværk i træ og silke, opstår der en helt særlig stemning.

#4 Mamula
Hvad: Mamula Island (2022)
Hvor: Kotorbugten, Montenegro
Tegnet af: MCM London
I udkanten af Montenegros sydvestlige Kotorbugt ligger en UNESCO-beskyttet fæstning på den lille ø Mamula, der i dag er nænsomt omdannet til et mageløst luksushotel med 32 unikke værelser og holistisk spa. Navnet, Mamula Island, stammer fra den østrig-ungarske general Lazar Mamula, som i 1852 etablerede borgen som værn mod fremmede fjender. Mamula bærer på en dyster fortid fra de to verdenskrige, der formidles med største respekt på øen. Hver eneste sten, mur og ornament fra den gamle borg er i dag nøje restaureret af arkitekter og konservatorer, og er med sine sandfarvede mursten, hvælvinger og detaljer fra fortiden et sjælfuldt sted midt mellem himmel og hav.