
Nogle gange er det bedste bare at flyde med strømmen
Det behagelige tempo, der følger flodens langsomme rytme. De smukke, foranderlige landskaber. De historiske seværdigheder. Og den fortræffelige opvartning, ikke mindst! Flodkrydstogter er i sandhed noget helt specielt, og de findes i et hav af variationer – fra klassiske europæiske ruter ad Rhinen og Donau til eventyr i Sydamerika og Asiens floder.
Her er 4 forslag til nogle af de mest fantastiske flodktydstogter

#1 De franske floders forkælelse
Frankrig, Belmond
Du kender måske Belmond fra deres vidunderlige hoteller fyldt med historie, luksus og charme og fra eksklusive togrejser som Venice Simplon Orient Express. Belmond Afloat in France er flodkrydstogter i samme særklasse. Glid ned ad Frankrigs floder i en privat verden af luksus og elegance, for hele båden er til din rådighed med fuld besætning inkl. kok, der serverer gourmetmad og fantastiske vine. Her er maksimalt plads til otte gæster! Dagene forsvinder i mageløse øjeblikke med vinsmagninger og ture rundt på Champagne- og Bourgognedistriktets ældste vinslotte med fortræffelige vinsmagninger hos både Clos de Vougeot og Domaine de la Romanée-Conti. Glæd dig også til at tage med kokkene ud på lokale markeder, og indtag stemningen fra historiske franske byer, der næsten ligner levende postkort.

#2 Ind i Amazonas
Brasilien, Boutique River Cruise
Fra den modernistiske hovedstad Brasilia forlader du den civile verden idet du stiger ombord på det intime skib, der fører dig dybt ind i Amazonjunglens hjerte. Rejsen byder på et væld af store udflugter og møder med Amazonas ufatteligt farverige fauna og flora. På guidede men uforudsigelige ture ledes du gennem de tætte regnskov med floder og imponerende vandfald, hvor du undervejs kan spotte alt fra lyserøde delfiner til papegøjer i alverdens farver, tukaner, piratfisk(!), og nuttede kapucineraber. Ombord nyder du måltider tilberedt af Amazonas kulinariske gaver. Selvfølgelig akkompagneret af læskende caipirinhas.

#3 Sejl på Ganges-floden
Indien, Pandaw
Ganges-floden er Indiens vitale livsnerve, og på cruises op eller ned ad floden, vil du opleve landets farverige kultur, dybe historie og fortryllende landskaber på tætteste hold. Ruten byder på en perlerække af hellige steder, historiske slagmarker, små landsbyer og de hinduistiske ritualer og verdslige liv, der blomstrer langs floden. Særligt Varanasi, der siges at være verdens ældste by og hinduismens helligste, er en uforglemmelig, rørende oplevelse, hvor hinduer kremerer deres afdøde, og pilgrimme vasker deres synder væk. Langs bredden vil du også finde et varieret dyreliv af farvestrålende fugle og den blinde floddelfin.

#4 Mekong-flodens fredfyldte skønhed
Laos, Vietnam og Cambodia, Heritage-Line
Opdag Mekong-flodens varierede natur ombord på Heritage-Lines elegante og smagfulde boutiqueskibe fra din kahyt med balkon eller jacuzzi. Mens du nyder Laos fredfyldte landskaber lærer du langsomt flodens rytme og levende historie at kende, mens dagene går med spændende foredrag om Mekong-flodens historiske betydning og med eventyr i naturen og udflugter til små stammesamfund, som uforstyrret har levet i symbiose med floden gennem århundreder. Glæd dig også til at sejle gennem Cambodia og Vietnam, hvis skæbne og historie mødes på Mekong-floden. Her er særligt Mekong-deltaet en vild oplevelse med sit virvar af farver og liv på de flydende markeder.
Hvorfor skal du på flodkrydstogt?
Du skal tage på flodkrydstogt, hvis du elsker naturoplevelser og kulturelle fortællinger. På flodkrydstogterne, der typisk varer mellem 4-9 dage, har du nemlig landskaberne helt tæt på og til begge sider af skibet – i modsætning til de store skibe, som typisk sejler langt ude på havet og kun har horisonten i sigte. Skibenes størrelse gør også, at du kan komme helt ind i hjertet af historiske byer og lægge til midt i naturen. På de små skibe (mellem 8-150 gæster) hersker også en skøn og intim stemning, der lige giver det ekstra plus.