Caruso, A Belmond Hotel, Amalfikysten er en fredfyldt oase, hvor du kan nyde den storslåede udsigt fra hotellets infinity pool, den frodige have og restauranten. Lad dig forkæle med en afslappende behandling i spaet, hvor du også kan holde formen ved lige i det udendørs fitness område.
På Caruso, A Belmond Hotel, er gastronomien i centrum. Ristorante Belvedere serverer lokale middelhavsretter og traditionelle italienske retter med et moderne twist, hvor oplevelsen fuldendes af den formidable udsigt, og Caruso Grill serverer lækker pasta, nybagte pizzaer fra stenovnen og udsøgte salater – også her er der en fortryllende udsigt. Bar Caruso tilbyder et stort udvalg af cocktails, champagne og vin i et rum udsmykket med 1700-tals freskoer. For den helt særlige romantiske oplevelse tilbyder hotellet en privat middag i haven, mens du om eftermiddagen kan lære at lave de verdensberømte napolitanske pizzaer.
Hoteller
Hoteller
På Amalfikystens grønklædte klippeskråninger finder du Caruso, A Belmond Hotel, der med sin spektakulære beliggenhed giver dig oplevelsen af at bo på en balkon ud over Middelhavet. Hotellet ligger i den hyggelige og mondæne by Ravello, som byder på eksklusiv shopping og er et perfekt udgangspunkt for at tage på opdagelse i området. Langs den fascinerende kysttrækning ligger de charmerende byer Positano og Amalfi, så lej en Vespa eller en cabriolet og forfølg drømmen om La Dolce Vita. Fra hotellet kan du køre med shuttlebussen på den snoede vej ned til Amalfi, og herfra kan du sejle med hotellets egen båd til Positano – en smuk tur, som er gratis for hotellets gæster. Ønsker du at få en båd for dig selv kan dette arrangeres på hotellet. Ved stranden har hotellet et område med egne solstole, lækre håndklæder og parasoller.
Gå i fodsporet på kejser Tiberius og de gamle romerske guder, som ifølge legenden benyttede den naturskønne vandrerute Gudernes Sti, eller besøg et af områdets citronplantager, hvor duften og synet af de gule frugter på træerne er uforglemmelig. Campanien, som regionen hedder, laver strålende vine, så et besøg på en vingård med dertil hørende vinsmagning er et ’must’ for de vin interesserede.Havet indbyder til sejlture med udsigt til den dramatiske kyst. Måske du vælger at sejle til øen Capri og opleve den berømte blå grotte.
Området er rigt på historie og ikke mindst ruinbyerne Pompei og Herculanum, som blev begravet under vulkanen Vesuvs udbrud i år 79, er en enestående oplevelse. Her går du rundt i gaderne, der efter udgravningen står helt som den skæbnesvangre dag og giver et fascinerende indblik i livet i en antik romersk by.
Napoli er områdets centrum, og Bourbonernes smukke gamle kongeby inde i bugten er et besøg værd. Måske tager du på en ’street-food’ tur, da det napolitanske køkken er et af de mest berømte i Italien.
Også Caruso, A Belmond Hotel, skriver sin historie helt tilbage til det 11. århundrede, hvor det blev bygget af en romersk adelsfamilie. Fra sidst i 1800-tallet begyndte det som hotel, så du kan sove i et af de 50 værelser og suiter, der tidligere har været beboet af berømtheder som Jackie Kennedy og Humphrey Bogart. Stilen er klassisk napolitansk, og hvert værelse er smukt og individuelt indrettet med antikke møbler. Udsigten fra værelset er betagende, uanset om du kigger til den velplejede have eller det glitrende blå hav.