Hoteller
Hoteller
Resortet, bygget med respekt for naturen, findes på en bjergskråning omringet af en 10 millioner år gammel regnskov rig på planter og dyreliv. Her trives langhalede makakaber, gekkoer, flyvende lemurer og næsehornsfugle. Fra dette spektakulære sted har du udsigt til turkisblåt vand, små grønklædte tropiske øer og den idylliske hvide sandstrand i Datai-bugten, anerkendt af National Geographic som en af verdens 10 bedste strande.
Arkitekturen, indretningen, servicen, gastronomien og den unikke beliggenhed er alle i særklasse. Bag resortet ligger en fornem golfbane, og hvis afslapning er på programmet, har hotellet et spa med et bredt udvalg af selvforkælelsesmuligheder, hvilket også har placeret The Datai som en finalist på listen over “Worlds Best Spa Resorts.”
På strandene kan du kaste dig ud i forskellige vandsportsaktiviteter som havkajak, snorkling og windsurfing. Efter en dag med eventyr, med sandet mellem tæerne og en forfriskende dukkert i Andamanhavet eller poolen, kan du fordybe dig i regnskovens lyde, mens du nyder en kulinarisk oplevelse i en af The Datais fem restauranter og barer.
The Datai tilbyder forskellige værelsestyper, suiter og villaer, nogle med egen pool og butlerservice. Canopy Collection-værelser og suiter, beliggende i hovedbygningen, er ideelle, hvis du ønsker nærhed til hovedpoolen, restauranter og lobby loungen.
Skjult dybt inde i den frodige tropiske regnskov finder du de elegante Rainforest Collection Villaer, bygget på pæle – det perfekte valg for dem, der ønsker ro midt i naturen. Her kan du vælge mellem tre forskellige villaer, med eller uden privat pool, eller en stor familievilla med 5 soveværelser, hver med eget badeværelse, to spisestuer, dagligstue, loungebar, lille fitnessrum, 24-timers butlerservice og privat pool.
Direkte på den uberørte hvide sandstrand i Datai-bugten ligger The Beach Collection villaerne. Her kan du vælge mellem One-Bedroom Villa eller Two-Bedroom Villa. Strandvillaerne er indrettet med en separat stue i åbent plan og med højt til loftet. Soveværelserne vender ud mod den private solterrasse og pool.
Fælles for alle værelser, suiter og villaer er, at de er smagfuldt indrettet med lækre møbler, kingsize senge eller to enkeltsenge, siddearrangement med sofaer, skrivebord, rummeligt badeværelse og møbleret balkon.