Ved en kridhvid sandstrand langs Riviera Maya ligger det lille boutique hotel Esencia som eneste hotel omgivet af junglen og med kun enkelte private villaer som naboer. Hotellet blev oprindeligt bygget som det private skjulested for en italiensk hertuginde og siden omdannet til hotel.
Hotel Esencia holder fast i sin historie som et sted for eksklusiv afslapning og livsnydelse. Stemningen er afslappet og personlig. Her er ingen værelsesnumre, da alle gæster skal føle sig hjemme.
Hoteller
Hoteller
Den store frodige grund byder på flere små steder, hvor man i fred kan dase i en hængekøje eller læse i en bog omgivet af sommerfugle og fuglekvidder. Eller hvad med at gå en tur forbi den lille sø, som huser både skildpadder og blå krabber. Afslapningen kan fuldendes ved et besøg i den hyggelige spa, hvor terapeuterne skræddersyr behandlingerne med produkter udvundet af det blå caribiske hav og den grønne jungle.
Hotel Esencia er historisk, men stilen giver en følelse af det moderne Mexico. Den oprindelige villa er stadig centrum for hotellet med bibliotek og enkelte værelser, mens de øvrige i alt 38 suiter og villaer ligger spredt i junglen på den 50 hektar store grund eller i første række til stranden med bjergtagende udsigt over Det Caribiske hav. Alle suiter og villaer er moderne indrettet i hvidt med farverige møbler – nogle har egen plunge pool.
Hotel Esencia indbyder både til afslapning ved den rolige strand eller en af de to opvarmede swimming pools langs stranden, men også til aktiviteter. Tag forbi det lille vandsportscenter, benyt det hyggelige fitnessrum eller tag på snorkelture, dykkerture eller andre udflugter til maya ruiner eller underjordiske søer. Området byder på mange muligheder, men Hotel Esencia er den fredelige oase, du vender tilbage til.
I hotellets palmehave finder du restauranten Beefbar Esencia, som er et mekka for kødelskere og en del af restaurantkæden af samme navn. Ved de to pools ligger Taiyo, som serverer japansk mad med et mexicansk twist, mens Mistura ligger helt fremme ved stranden og byder på autentisk mexicansk mad med inspiration fra Middelhavet. Mistura huser også en kaffe- og juicebar, mens hotellets hyggelige strandbar ligger i en 2-etages traditionel stråtækt palapa.
- Lufthavn: 85 km
- Direkte ved stranden