De største gaver kommer altid i de mindste æsker, og verdens bedste krydstogt er ingen undtagelse. Minutiøse SeaDream byder på sublime service og personlighed, der er en luksusyacht værdig.


Af Jesper Rovsing Olsen

Min knasende sprøde peking and er så delikat, at jeg i et fatalt øjeblik glemmer, at visse ting må man aldrig må spøge med om bord på SeaDream II. For sjov siger jeg til tjeneren, at den vil jeg da også gerne have til morgenmad. Næste morgen sidder jeg så i den udendørs restaurant på øverste dæk og kigger på det store morgenmads menukort, da køkkenchefen kommer forbi og fortæller, at min peking and venter på mig. Jeg burde have vidst, at jeg skulle vare min mund efter episoden med svanerne: Vores stuepige overaskede os en aften med en charmerende lille elefant på vores seng, kunstfærdigt konstrueret ud af badeværelsets håndklæder og iklædt hustruens læsebriller som prikken over i’et. Et par dage efter møder vi stuepigen på gangen, og jeg siger i sjov, at vi da godt kunne tænke os en svane næste gang. Samme aften opdager vi, at svaner normalt er tiltænkt nygifte på bryllupsrejse. Det havde stuepigen nok høfligt forklaret os på de fleste andre skibe. Her opfylder hun bare gæsternes ønsker. Så vores to dyner på dobbeltsengen er formet som hver deres halve hjerte og bestrøet med rosenblade. Oven på dem troner to store, fabelagtige håndklæde-svaner, komplet med udfoldede vinger, der mødes i et romantisk kys. Det er sjældent, at man kan konkludere noget særligt ud fra en samling foldede håndklæder, men i det øjeblik ved jeg to ting: Pas på, hvad du beder om. Og dette er et ganske særligt skib. 

Verdens mest latterligt lille skib

”SeaDream II var det mest latterlige skib, jeg nogensinde havde set,” indrømmer en af bartenderne til mig. Han arbejdede tidligere på en af havets giganter, og en morgen stod han på 17. dæk og kiggede langt ned på et af verdens mindste krydstogtskibe, som havde lagt til kaj ved siden af. Toppen af hendes skorsten formåede end ikke at række op til gigantens stævn. Når man blot er 104 meter lang og kun har fire passagerdæk plus et soldæk, syner man ikke af meget i en verden, hvor størst er lig med bedst. Det er generelt svært for uindviede at være imponerede af skibe i den såkaldte ultra-deluxe klasse, som SeaDream II tilhører, for de er ofte små og uanseelige, og på overfladen har de tilsyneladende ikke meget at byde på. Da det amerikanske basketballhold chartrede luksusskibet Silver Cloud under de Olympiske Lege i sommer, kæmpede flere journalister en fortvivlet kamp med at beskrive luksussen om bord, for de kunne ikke få øje på den. Her var jo hverken skøjtehal, zip-line, klatrevæg, vandrutsjebane eller indendørs gågade. Som på en foruroligende blind date må man på forhånd advares, at udstyret ikke er så imponerende, men at personligheden til gengæld er smuk. Ultra-deluxe skibe handler om forkælelse og nydelse, om sublim service og sofistikeret selskab. På disse skibe er lidenhed positiv, for deres fortrin er intimitet og nærvær. Og det fås ikke meget mindre end med SeaDream.

Det er bare at træde om bord på SeaDream II for at opdage hendes smukke personlighed. Da jeg gør det for første gang en lørdag eftermiddag i Dubrovnik, er jeg knap nok trådt op på dækket fra gangway’en, før et besætningsmedlem har stukket et glas champagne i hånden på mig, en anden står klar med et svalende håndklæde til mit ansigt, og en tredje rækker hånden frem for at byde velkommen. Det viser sig at være kaptajnen. Ham, som man på andre skibe kun hilser kort og formelt på en enkelt gang ved hans reception. Her sludrer vi med ham næsten dagligt, han holder døren for hustruen (”mit ekstra-job om bord”), og vi er velkomne til at kigge forbi på broen. Hans øverste officerer er lige så uhørt synlige og uformelle. Da jeg for nylig skulle interviewe hoteldirektøren på et andet krydstogtskib, måtte jeg lave en aftale i receptionen lang tid i forvejen. Her er det hoteldirektøren, der som det mest naturlige i verden springer til, da jeg vælter et glas vin på mit bord. Det er ikke fordi, at der er personalemangel om bord: Her er 95 besætningsmedlemmer til at betjene de højst 112 passagerer, hvilket på papiret giver et af de højeste serviceniveauer i hele krydstogtverden. Og vi opdager hurtigt, at det ikke kun er på papiret. Allerede på anden-dagen bliver vi tiltalt ved navn af alle i besætningen, de har hver især noteret sig vores særlige ønsker, og står parat til proaktivt at foreslå lidt ekstra nydelse. Som da vi en nat beslutter os for at sove i det fri i en af de store balinesiske dagsenge på øverste soldæk. Sengen bliver redt op eller alle kunstens regler, og en af bartenderne spørger os forinden, om han ikke skal kigge forbi klokken 23 med lidt champagne. Det viser sig, at han mener, at en stor is-spand med en hel flaske er påkrævet til den lange nat under den lune ægæiske stjernehimmel. På andre luksusskibe har vi oplevet, at smilet ofte stivner i en beklagende grimasse, så snart vi beder om noget, der ligger uden for manuskript og reglement. På SeaDream fornemmer vi, at hvert enkelt besætningsmedlem tager ejerskab for skibet og betragter det som sin personlige pligt at sikre, at gæsterne altid er glade.  

På krydstogtets tredjedag er vi på vej ned ad en stejl og hed sti fra et kloster, der troner på en bakketop over Hydras hvidvaskede bygninger, smalle gyder og horder af velnærede katte. Jeff er som cruise director ansvarlig for underholdningen om bord, men han ynder også at arrangere små, uofficielle udflugter til fods eller på mountainbike (skibet har et dusin af dem). Jeff vil gerne byde på en svalende øl på hans lokale stamrestaurant, men ringer først ud til skibet og beder dem om at holde køkkenet længere åbent til frokost, så vi ikke skal skynde os. På samme måde har Jeff tidligere aftalt med kaptajnen, at vi ligger for anker nogle timer længere end programlagt, fordi han ved, at Hydra er så charmerende efter solnedgang. Ingen af delene var nogen sinde sket på et almindeligt skib, men på SeaDream er det ren rutine at indrette sejlplanen efter gæsterne. Forrige gang jeg sejlede med SeaDream – for mange år siden i Middelhavet - besluttede kaptajnen spontant at forsinke middagen og give os et sunset cruise ned langs den franske riviera. Samme kaptajn Dahls mest berømte eskapader inkluderer dengang han overvejede, om det var muligt at sejle mellem Capri og de tre berømte Faraglioni klipper, der skyder op af havet få meter fra kysten. Ingen havde gjort det før, og søkortet turde Dahl ikke stole på, så han iførte sig Scuba udstyr og dykkede selv ned for at inspicere havbunden. Tilfreds med resultatet sejlede han samme aften igennem det smalle og spektakulære stræde. 

Slanke ballerinaer blandt fuldfede sopraner

SeaDream II og hendes jævnaldrende tvillingesøster har skilt sig ud fra de fleste andre krydstogtskibe lige siden den dag de blev søsat. De er efterhånden to bedagede damer, selv om de fremstår ligeså rynkefri og ungdommelige som Susse Wold. Da de blev introduceret af to visionære nordmænd for over 30 år siden – under navnet SeaGoddess - var de en revolution inden for luksus-verdenen, og de grundlagde hele konceptet med all-inclusive ultra-deluxe krydstogter. Snart blev de kopieret af rederier som Silversea, Seabourn og Regent Seven Seas. De nyeste konkurrenter er tre årtier yngre end SeaDream, smukke og elegante, men de har også fået væksthormon. I stedet for at være slanke ballerinaer er de efterhånden blevet til fuldfede sopraner. For branchen indså hurtigt, at 100 betalende passager ikke var nok til at skabe en sund økonomi – især ikke, når det hurtigt viste sig, at de oprindelige norske ambitioner om at kunne tage 100.000 nutidskroner for en uge om bord slet ikke holdt vand. Derfor blev de nye ’yacht cruises’ stadig større. Først 200 passagerer, så 300 og 400. De nyeste skibe fra Silversea og Seabourn får plads til 600 passagerer, og utroligt nok taler de stadig om sig selv som ’luxury yachts’.  SeaDream er en af de eneste i ultra-deluxe selskabet, som stadig kan være stolt af sin figur.   

Hun er hurtigt udforsket. Vi bor på fjerde dæk – det øverste af de tre kahytsdæk – og uanset, hvor vi vil hen, er det højst 30 sekunder væk. To dæk under os findes skibets hovedrestaurant – det mest elegante og formelle rum på skibet, men stadig lille og intimt. Dækket lige under os gemmer på reception, lounge og pool. På vores dæk er der spa, fitness, bibliotek, en ganske lille pianobar og et endnu mindre kasino, der består af en enkelt croupier med hendes Black Jack bord. En enkelt trappe op fører til den udendørs Topside restaurant, og herfra kan man bestige det øverste soldæk med udendørs bar og de balinesiske solsenge. Det lyder ikke af meget, men i virkeligheden er skibet endnu mindre, for de indendørs saloner er ikke bare få og små, de bliver næsten aldrig benyttet. På SeaDream leves livet nemlig udendørs. Måltiderne nydes på de to øverste udendørs dæk, og kun regn eller hård vind kan tvinge passagererne ned i den store restaurant. Cocktails indtages på Top of the Yacht barens teakdæk, og det sociale liv i løbet af dagen udfolder sig omkring den lille pool på agterdækket. En eftermiddag går jeg fra pool dækket og ned på den lille badeplatform, der altid sænkes fra SeaDreams agterstævn når vejret tillader det. I formiddags svømmede jeg i det åbne hav fra platformen, men nu er den i stedet helliget legetøj. Jeg peger på en af de to jet skis, der ligger fortøjet sammen med kajakker, sejlbåde og vandski, og snart flyver jeg hen over bølgerne med udsigt til Patmos’ hellige grotter og klostre i baggrunden og SeaDreams glædestempel vuggende i forgrunden. Der er en god grund til, at de to SeaDream søstre kun sejler rundt i Middelhavet og Caribien: De lever kun i solskin. 

Rigdom når den er sofistikeret og casual

Vores kahyt er vi aldrig i. Da skibet blev lanceret, skrev et krydstogtmagasin benovet om suiter, der var usædvanligt store og luksuriøst indrettet. Det var de utvivlsomt i 1985, men i dag er de den mest bedagede ting ved SeaDream. Andre luksusskibe har standardkahytter, der er halvanden gang større, og skibet har end ikke en eneste balkon. Dobbeltsengen ligner noget fra et gammelt kollegieværelse. I forhold til de elegante suiter om bord på Silversea og Seabourn er det lettere håbløst. Mærkeligt nok er det også en af SeaDreams store styrker. Det kræver nemlig en person af en ganske særlig karat at betale markant ekstra for at sejle med luksusskibet med de mest ydmyge kahytter. Gæsterne om bord er velhavende, men også sofistikerede. Stemningen er afslappet (dress coden hver dag er yacht casual, og man ser aldrig et slips eller et jakkesæt), selskabet interessant. Nogle gange så interessant, at det er svært ikke at blive lidt benovet. For eksempel da vi i de tidlige aftentimer om mandagen glider langsom gennem Korinth Kanalen, som vi akkurat er små nok til at passere. Mange passagerer nyder synet af de næsten lodrette klipper på begge sider af skibet fra øverste soldæk over broen, hvor tjenere markerer øjeblikket med ouzo. Jeg snakker med schweiziske Barbara og kommer til at nævne francens himmelkurs. Hun betror mig, at det også er noget, som hun har diskuteret med sin gode bekendte, direktøren for den schweiziske nationalbank. Senere samme aften fortæller Leonard fra Los Angeles om sin rundrejse i Europa med Tom (Cruise) og Nicole (Kidman). Engelske Derek beretter om at bygge luksusboliger for stjernerne fra Manchesters to store klubber (”de går meget op i baren og er totalt ligeglade med resten af husets design”). Dengang jeg var på mit allerførste krydstogt var for 17 år siden på netop dette skib, og her stod jeg en dag i lidt ude i vandet på en caribisk strand med champagne og kaviar i hånden og snakkede med en anden gæst. ”Anwar Sadat var en flink fyr når man først lærte ham at kende,” betroede han mig. Jeg er endnu ikke kommet i tanke om en passende replik.

Menukortet er også noget af en udfordring første aften, eftersom det er nærmest umuligt at vælge det ene frem for det andet. Jeg bruger adskillige minutter på at vurdere hummerhaler i forhold til senneps glaserede lammekøller og lynstegte ahi tunsteaks med wasabi dressing, indtil jeg kommer i tanke om hvor jeg er. ”Jeg vil gerne have det alt sammen,” siger jeg til tjeneren, og køkkenet sørger for at konvertere hovedretterne til en sublim tasting menu. Næste aften er jeg netop færdig med min hummer bisque til forret, da jeg opdager, at sidemandens escargots også ser delikate ud. To minutter senere serverer tjeneren dem som en ekstra forret. Flere gæster på krydstogtet bestiller deres egne livretter undervejs. Køkkenchefen noterer ønskerne og sørger for at købe ind i næste havn. Muligheden for at bestille off-menu er en selvfølge om bord, ligesom open seating er det: Ingen bordbestilling er nødvendig, du spiser hvornår du har lyst, og med hvem du har lyst. Uanset hvordan vi spiser, er maden fremragende. Formentlig det bedste, jeg endnu har prøvet på et skib. Perfekt tilberedt, fine råvarer og kunstfærdigt præsenteret. Hovedretten serveres altid under et sølvfad, som tjenerne ved bordet løfter samtidig, akkompagneret af små begejstrede udbrud bordet rundt. En aften bemærker tjeneren, at der ikke er nogle desserter på menukortet, men at vi i stedet at begive os til pool dækket. Her har skibets dessertkokke taget opstilling bag en storslået buffet med alskens lækkerier. Jeg ville gerne liste mange af dem, men mit blik når aldrig længere end til fadet med creme brulée. Stemningen omkring poolen bliver stadig festligere i løbet af aftenen, og på et tidpunkt er der dansende par i poolen. 

Isbjørne er redningen for de små luksusskibe

SeaDream I og II er to unikaer, som vil forsvinde fra havets overflade i en ikke så fjern fremtid - og aldrig blive erstattet af noget, der er lige så småt, personligt og intimt. Heldigvis ser fremtiden mindre ud end længe generelt for luksuskrydstogter. Lige som alle andre krydstogtskibe blev luksusskibene indtil for nylig blot stadig større. Den eneste vej til at bygge små skibe ville være at finde ud af, hvordan man kunne tage bare tilnærmelsesvis lige så mange penge for et krydstogt som de oprindelige norske grundlæggere i sin tid forestillede sig. Og det havde ingen svaret på. Indtil italienske Silversea prøvede at kombinere luksuskrydstogter med ekspeditionskrydstogter: Isbjørne i Arktis eller pingviner på Antarktis om dagen, og gourmetmåltider og butlerservice om aftenen. Det viste sig at være lige så populært som det er rasende dyrt, og pludselig er adskillige rederier på vej med små luksusyachts, der alle er udstyret til sejlads i isfyldte farvande, og som vil have geologer, ornitologer, marinebiologer og andre ekspeditionsmedlemmer i besætningen. Både Crystal, australske Scenic og tyske Hapag-Lloyd søsætter inden for de næste to-tre år verdens hidtil mest luksuriøse skibe, der får plads til mellem 200 og 300 passagerer. Også SeaDream rygtes at barsle med planer om et ekspeditionsskib, der angiveligt skulle have plads til 300 passagerer og ikke færre end 370 besætningsmedlemmer. Så de små skibe lever stadig, og i fremtiden bliver de bare endnu flottere (og endnu dyrere). Men den lille yacht, jeg tilbragte en uge på i sommer, er nok uerstattelig.