Uspoleret skønhed og gæstfrihed
Pagoder så langt øjet rækker, guld brugt som maling og en utrolig venlig og nysgerrig befolkning. Burma – eller Myanmar, som det hedder nu - er en enestående oplevelse af en rig kultur med en imødekommende befolkning, der først for nyligt har åbnet op for turister. Der er meget at se i hele landet, men nogle af de største oplevelser er i den gamle kongeby, Bagan, og ved Inlesøen. Man kan selvfølgelig også kombinere oplevelserne med et par dage på badeferie.
Burma er østens uberørte paradis
Burma er et af de få steder, hvor turismen endnu ikke har taget overhånd. Her har man en enestående mulighed for at opleve et land og en befolkning, der stadig er relativt uspoleret. Det er kun storbyen, Yangon (før Rangoon), der har fået vestlige problemer som bilos og trafikpropper. I resten af landet er oksekærrer, cykler og scootere endnu de mest almindelige transportmidler. Så når man skal rundt i landet, kan man tage et flodkrydstogt eller fly. Burma har syv flyselskaber, der går i pendulfart mellem byerne.
Start rejsen i Yangon og se verdens ældste pagode, ”Shwedagon”. Den er 99 meter høj, beklædt i guld og 2000 karat diamanter, hvoraf den største er 76 karat. Det er en overvældende oplevelse at se Shwedagon i solnedgang, hvor guld og diamanter får et fortryllende skær, som man bliver helt ydmyg af. Efter det kan man nemt ramme virkeligheden med et besøg på det berømte ”Scotts Marked”, der blev åbnet i den britiske kolonitid i 1926. Her kan man vitterligt få alt til rørende lave priser. Husk kontanter, Burma har kun accepteret kreditkort siden efteråret 2012, og det er stadig kun få steder, man kan bruge det.
Pagoder og stammefolk
Inlesøen og Bagan er de to ubestridte højdepunkter i Burma. Mandalay, der en kort periode før den britiske kolonitid var kongeby, og som er kendt fra Kiplings digt, er også et besøg værd, men Bagan er den oprindelige kongeby med tusindvis af pagoder. Det er fantastisk at se dem i en solnedgang. Der er ikke noget kunstigt lys, kun pagodernes skygger og genskær. Det er også populært at starte dagen tidligt med en tur i luftballon og nyde synet derfra.
Efter Bagan er Inlesøen, der ligger 300 kilometer derfra, en helt anden oplevelse. Hvor Bagan er en slags museumsby, er den enorme Inlesø fuld af liv. Søen ligger i 900 meters højde, så det bliver køligt om natten. Rundt om søen bor mange forskellige stammer, der lever et traditionelt fisker- og håndværkerliv, næsten upåvirket af tiden. Kvinderne står f.eks. uforstyrret og bader, selvom man sejler lige forbi.
Man rejser rundt på søen med små kanobåde af snævre vandveje med dæmningssystem, bygget af kviste og træ rundt til forskellige småbyer og stammesamfund. Det er som at sejle 100 år tilbage i tiden på 10 minutter. De bor i små bambushytter på pæle i søen eller langs flodbredden, og kun 25 procent af befolkningen har elektricitet. Her kan man bl.a. se det flydende marked, hvor de lokale stammer sejler hen og sælger håndværk, mad og tøj.
Endelig kan man selvfølgelig også nyde de uspolerede strande med hvidt sand. Burma har nemlig det hele.