Filippinerne; verdens klareste øhav og uberørte strande
Filippinerne er Østens ukendte paradis og de mere end 7000 øer, som landet består af, rummer en eksotisk verden fyldt med særlige kendetegn. Landets varierede skønhed kommer til udtryk i frodige bjerglandskaber, rå kalkstensklipper, tropisk regnskov, grønne risterrasser og vidstrakte sandstrande med laguner, koralrev og ikke mindst et krystalblåt øhav.
Rig historie og tilbagelænet stemning
I Filippinerne mødes du af en afslappet stemning og en venlig, imødekommende befolkning. Filippinerne er et af Asiens mest vestligt-orienterede og samtidigt et af de ganske få kristne lande. Påvirkningen fra flere hundrede års kolonisering fornægter sig ikke. Før Filippinerne blev selvstændigt i 1946 var landet blandt andet en spansk koloni i over 300 år og sidenhen amerikansk for en periode. Derfor ser du mange katolske katedraler samt bygninger i spansk stil i Filippinerne, engelsk er ligeledes et af landets officielle sprog.
Krystalklart hav og barfodsluksus på privat ø
Strandene er et kapitel for sig i Filippinerne og her er mange af dem. Med sine 7000 øer er chancerne for at opleve et privat og uspoleret strandparadis endog rigtig store. I skærgården Cuyo finder du blandt andet den lille privatejede ø Pamalican med luksusresortet Amanpulo. Her kan du stille blikket ind på uendeligt, imens du lader fødderne synke ned i blødt, hvidt puddersand under de svajende palmer. Øen er omgivet af koralrev og krystalklart hav og dykkermulighederne er sublime.