Et tropeparadis for naturelskere
På Langkawi-øerne, der ligger omkring 30 kilomenter fra Malaysias nordvestkyst og tæt på grænsen til Thailand, kan man kombinere aktive naturoplevelser med skønne, afslappende dage på de perfekte strande.
Langkawi har status som UNESCO Geopark med noget af verdens ældste regnskov, hvor man kan tage på trekking og opleve det rige dyreliv og brusende vandfald. Øen har også perfekte strande og koralrev, og det er desuden et toldfrit område, hvilket gør det til et oplagt sted at shoppe.
Regnskovstrekking, vandfald og skønne strande
Langkawi består af 99 øer, der har alt det man kan ønske sig af et paradis. Skønne strande, turkisblåt vand, gode muligheder for at snorkle og dykke samt et behageligt klima. Øerne ligger som perler på en snor, hvor det Indiske Ocean møder Malaccastrædet, men kun tre af øerne er beboede. De fleste hoteller ligger på den største ø, Langkawi, der er lidt mindre end Bornholm. Der er ikke så turistpræget endnu, og man kan stadig finde næsten øde strande, hvis man bevæger sig lidt væk fra hotellerne.
Øgruppen var den første del af det sydøstlige Asien, der for en halv milliard år siden steg op fra havbunden, og dermed er det rent geologisk et meget interessant område, og i 2007 fik Langkawi status som UNESCO Geopark. Langkawi har også en 110 millioner år gammel regnskov, hvilket gør den til noget af verdens ældste af sin art. Så et besøg på Langkawi er meget mere end en skøn badeferie.
Man kan opleve noget af denne ældgamle regnskov for eksempel på en regnskovstrekking, hvor man kommer tæt på det rige dyreliv, oplever ur-junglen, hører de mange store vandfald bruse, ser dybe drypstenshuler med flagermus eller bare nyder den smukke udsigt. Turene kan foregå i alle sværhedsgrader; almindelige vandringer, trætops vandringer og zip-line ture, for de virkeligt eventyrlystne.
Man kan dog også nyde øen mere tilbagelænet, f.eks. ride en tur i regnskoven på en elefant eller tage en tur i Langkawi kabelbanen, der kører 708 meter op, hvor der er en fantastisk udsigt over hele øen. Her kan man se den tætte regnskov, de smukke strande, havet og vandfaldene. Gør det om morgenen eller om aftenen og nyd den kølige luft og det smukke lys.
Langkawi bør også nydes fra vandsiden, så lej en båd og se de mange små vidunderlige, frodige øer. Beplantningen er fredet, da den beskytter øerne mod tropestorme. Der er også fantastiske muligheder for at snorkle og dykke, især omkring Pulau Payar Marine Park. Et populært udflugtsmål er desuden at fodre ørne, men det opfordrer naturorganisationer på det kraftigste, at man undlader at gøre, da det ødelægger ørnenes naturlige liv. For at tiltrække flere turister, fik Langkawi i 1987 status som toldfrit område. Så vil man shoppe, så foregår det i hovedbyen Kuah, hvor der er masser af outlets og butikker, men ellers er der ikke meget at se i Kuah. Befolkningen er meget venlig og imødekommende, og de fleste taler engelsk. Det er også sjovt at gå ud om aftenen og prøve den lokale mad. Langkawi har et køkken, der er lige så multikulturelt som befolkningen, der både er malayere, kinesere og indere.