Enestående dyre- og naturoplevelser i uberørte landskaber
Når du rejser til Galapagos møder du en øgruppe, der ikke kan sammenlignes med noget andet sted i verden. De 15 større og et stort antal mindre, vulkanske øer, der udgør Galapagos, ligger helt afsides midt i Stillehavet, 972 km vest for Ecuador.
Enestående krybdyr og fugle
Øgruppen besidder et fuldkommen unikt dyre- og planteliv. Her kan du opleve et af de få steder på jorden, som er forholdsvist upåvirket af mennesker, og Galapagosøerne er da også på UNESCOs verdensarvsliste over naturområder af enestående værdi. Det er kun mindre områder af de fire største øer, som er beboede, resten er fredet som nationalpark. Faunaen domineres af krybdyr og fugle og en stor del af krybdyrarterne og halvdelen af de landlevende fuglearter er endemiske, dvs. at de kun findes her på Galapagosøerne.
Skildpadderne Galapagos
Navnet Galapagos kommer fra det spanske ord galapago og henviser til en speciel art af skildpadder på øerne, der bærer lighed med en spansk saddel. Udover kæmpeskildpadder kan man bl.a. se landleguaner, søløver og albatrosser og noget af det særegne ved dyrelivet på Galapagos er, at størstedelen af dyrene ikke er specielt bange for mennesker, hvilket betyder at man kan komme rigtig tæt på dem.