Rejser til Soneva Maldiverne Sonu og Eva på stranden

Et forbillede for bæredygtig luksusturisme

”En virksomhed skal altid have et større formål end afkast til aktionærerne”

Da Sonu Shivdasani tog sin MA i engelsk litteratur på Oxford, lå det ikke i kortene, at han skulle blive et forbillede for bæredygtig luksusturisme. Men hustruen Eva og mødet med Maldiverne skabte en ny livsbane med et formål.

Overvældet af skønheden

Det hele starter med, at Sonu møder svenske Eva på Oxford i 1986. Eva har som model været på optagelser på Maldiverne og forelsket sig i øerne. I 1987 beslutter de, at hun skal vise paradiset til Sonu, der som barn har rejst meget, blandt andet med sin far på hans forretningsrejser, men aldrig til Maldiverne.

”Der er noget, der rører mig med det samme. Eva og jeg tror på, at vi har levet mange tidligere liv sammen, og det går op for mig, at et af dem må have været på Maldiverne. Vi er overvældede af skønheden, men skuffede over den tids hotellers standard og manglende indsats for bæredygtighed.”

Harmoni med naturen

Sonu og Eva besøger Maldiverne flere gange derefter og beslutter i 1991 at skabe et resort, der sætter nye standarder for luksus og ansvarlighed. Resortet bliver Soneva Fushi på øen Kunfunadhoo i Baa-atollen med hvide strande og jungleklædt midte.

Soneva Fushi åbner i 1995 i en rustik Robinson Crusoe-stil med stor brug af naturmaterialer i harmoni med naturen. Dengang tog det 6 timer at sejle dertil på en god dag. Nogle gange flere dage. I dag flyver du dertil i vandflyver.

100 % CO2-neutrale inkl. gæsternes fly

Fushi betyder ”ø” på det lokale sprog dhivehi, og sammensmeltningen af Sonu og Eva til Soneva er symbolsk for deres tætte samarbejde. Sonu står for kultur og filosofi, mens Eva står for indretning.

Soneva Resorts omfatter i dag også Soneva Jani på Maldiverne samt Soneva Kiri i Thailand. Og Soneva Resorts er i dag 100 % CO2-neutrale inkl. gæsternes fly!

Samme år som Soneva Fushi skaber Sonu og Eva endnu en milepæl inden for bæredygtig barfodsturisme, Six Senses Resorts & Spa, og to år senere kommer Evason-kæden baseret på samme filosofi. Begge er solgt fra siden.

Soneva Fushi og SLOW LIFE

Ankerpunktet for Sonus filosofi er, at en virksomhed altid skal have et større formål end afkast til aktionærerne. Det er her, virksomhedens berettigelse ligger. Sonu introducerer begrebet SLOW LIFE, der afspejler det afslappede liv på resortet, hvor ægte luksus ses som en følelse baseret på ”fred, tid og plads”. SLOW LIFE er samtidig en forkortelse af Sustainable – Local – Organic – Wellness (SLOW) og Learning – Inspiring– Fun – Experiences (LIFE). I disse ord ligger de fyrtårne, alt styres efter

Sustainable

Al drift sker bæredygtigt, og oveni går 2 % af værelsesprisen til Soneva Foundation, der hvert år donerer millioner til projekter over hele verden, fra genplantning af skov i Thailand over vindkraft i Indien til svømmeundervisning og bæredygtig behandling af affald på Maldiverne, hvor affald ellers blev brændt af på de beboede øer. Soneva Resorts afskaffede plastikflasker på deres resorts længe før, der for alvor blev sat fokus på det i resten af verden.

Local

Soneva er bevidst om samspillet med de lokale samfund, både i ansættelse af personale, ”hosts”, og støtte til alt fra uddannelse til genbrug af ressourcer. Soneva er en af drivkræfterne bag, at Baa-atollen nu er UNESCO Biosphere for at beskytte det lokale marineliv. Fair trade er en grundlæggende tilgang til valg af og behandling af leverandører.

Organic

Økologiske køkkenhaver er en del af Sonevas DNA. Grønt affald fra køkkenerne ender som mad i hønsegården og som økologisk kompost, der giver næring til frugt og grønt, hvor Soneva er 75 % selvforsynende. 90 % af alt affald genbruges. Den danske kok Carsten Kyster står bag det veganske madkoncept Shades of Green på Soneva Resorts, og brugen af rødt kød er minimeret med 90 %.

Wellness

Gæsternes velvære er også en del af Sonevas DNA. Det handler ikke bare om udsøgte spabehandlinger, yoga, pilates og wellnessforløb, men også om sund kost, afslappet levevis og den oprigtige og hjertevarme måde, som de ansatte møder gæsterne på.

Kræftforløb i stadie 4

”Allerede i 90’erne indførte vi kødfri torsdag, hvor gæsterne anbefales at undlade kød på tallerkenen. Jeg har selv netop været gennem et kræftforløb i stadie 4, og jeg tror meget på, at min fokus på sund kost var med til at helbrede mig. Vi giver vores gæster de samme sunde valg,” fortæller Sonu.

LIFE-delen af filosofien handler om at inspirere til livskvalitet, livsglæde og bæredygtighed.

Intelligent luksus

Hvordan kan en villa på flere hundrede kvadratmeter være bæredygtig?

”Vi ser os selv som vogtere over og ikke som ejere af omgivelserne. Vi arbejder med begrebet intelligent luksus, hvor alt er gennemtænkt til mindste detalje,” fortæller Sonu.

Opbygningen af villaernes vægge og tag sikrer markant mindre brug af aircondition, og alt træ er fra hurtigtvoksende træer i bæredygtig plantagedrift. Jo hurtigere træet vokser, jo mere CO2 optager det set over tid.

Hold korallerne i live

Bygges der over vand, overvåger eksperter byggeriet ud fra internationale studier og standarder. Er der en koral, flyttes og genplantes den nænsomt. Og i 2021 startede det, der skal blive verdens største ”koralbørnehave” i samarbejde med schweiziske Coral Life og Ark2030. Målet er at ”høste” 50.000 koralfragmenter om året, der så kan plantes ud på hensygnende koralrev overalt.

”Maldivernes vulkaner er sunket gennem tusinder af år, men korallerne har hævet sig imens og dannet sand i lagunerne. Derfor er det så vigtigt at holde korallerne i live.”

Maldivernes fremtid

Maldiverne ses som en af de mest udsatte nationer i forhold til forhøjet vandstand og global opvarmning.

”Heldigvis har vi ikke set den stigning i vandstanden, som der tales om. De sidste to år er den faktisk faldet. Men det er klart, at smelter Indlandsisen på Grønland, vil Maldiverne blive ramt. Det får mig dog ikke til at gå ind for resorts på kunstige øer. Bygning af kunstige øer baserer sig på at hente sand fra andre laguner, så man skader her. Det er en kortsigtet tankegang.”

Skal vi bare blive hjemme?

Men er den mest bæredygtige måde at rejse på ikke bare at blive hjemme?

”Jeg tror på, at luksus, rejser og bæredygtighed kan gå hånd i hånd. Turistindustrien driver mange steder de bæredygtige initiativer. Meget af verdens jungle ville være landbrugsland, hvis ikke lodges og camps sikrede den lokale økonomi. Havde det ikke været for turisme, havde Maldivernes regering nok ikke forbudt jagt på skildpadder. En skildpadde er mere værd levende end død. At rejse er samtidig med til at give viden og forståelse,” slutter Sonu, der nu næsten 30 år efter starten stadig har samme passion for bæredygtighed.

Læs mere

Se rejse til Soneva Fushi: Barfodsparadis og gourmeteventyr på Maldiverne

Få inspiration til nye rejser i din indbakke

Skriv dig op til vores nyhedsbrev